Min historie Jeg hedder Susan, Jeg er 45 år, uddannet Zoneterapeut med speciale i behandling af spædbørn med Kolik og forstoppelse. Som supplement til zoneterapien, har jeg taget en babymassage instruktør uddannelse samt en masse kurser inden for børn og spædbørn. Jeg vil nu fortælle dig lidt om, hvorfor jeg valgt zoneterapien. Jeg har altid været god til at mærke hvordan andre mennesker havde det, altid været parat til at hjælpe og lægge øre til, når min venner ikke havde det godt. Jeg elsker at være problemløseren. Jeg har siden jeg var barn altid godt kunne lide, at hjælpe andre..Har gerne lagt skulder og øre til, hvis nogen var kede af det, eller ikke havde det godt. Jeg gav gerne min halve arm, bare for at andre havde det godt og ikke var kede af det. Jeg havde en ide om at jeg skulle være sygeplejerske, hvilket jo passer meget godt med det, at lytte til, og tage vare på andre. Jeg endte dog med at blive social og sundhedsassistent. Et job jeg var meget glad for og som jeg havde i 15 år, men som tilsidst ikke passede helt ind i en famile med 5 børn.. Derudover var jeg også ved at køre lidt træt i, at vi som plejepersonale, for det mest lavede symptombehandling og ikke forbyggende arbejde… I 2004 begynder min interesse for zoneterapien. Efter et besøg af en veninde, der var kommet af med sin høfeber via zoneterapi. Wow tænkte jeg, det må jeg vist hellere læse lidt mere om. Det lyder jo spændende det der behandling uden medicin. Og ja, Zoneterapien passer perfekt med tanken om at hjælpe andre på anden måde end med medicin. Så jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at den uddannelse måtte jeg bare have. Men da det er en privat uddannelse som man selv skal betale, Tager det et par år inden jeg går rigtigt igang. På ca. samme tid, altså i 2004, vælger jeg så at gå til zoneterapi med min datter. Zoneterapien står for at skulle afprøves og jeg vil lade det komme an på en prøve om den virkelig, har den effekt, som alle går rundt og siger. Resultatet var meget klart – ja efter meget få gange, ca 5, var problemet løst. Nu tænker du nok, når nu zoneterapien var så effektiv, som hende der Susan påstår, hvorfor skriver hun så ikke, hvad problemet er. Det er ganske enkelt, fordi jeg ikke ønsker, at dele min datters historie her. Fra 2006, har zoneterapien en stor plads i mit hjerte. Flere af mine børn og jeg selv, har været til zoneterapi, med god effekt, og jeg beslutter mig for, at melde mig til uddannelsen. Jeg bliver i 2008, efter 2 år, færdig som Zoneterapeut (wiii, en fed oplevelse.) Og jeg glæder mig på det tidspunkt max til at komme ud og hjælpe “ALLE” mennesker. Jeg finder dog meget hurtigt ud af, at man ikke kan hjælpe alle. Og igennem de næste par år som zoneterapeut, opdager jeg hurtigt ud af at det er babyerne, og jer mødre, mit hjerte brænder for. Jeg vælger derfor at specialisere mig i behandling af Babyer med kolik og forstoppelse. Det at hjælpe babyerne samt at få sat fokus på hvordan man har det som mor, når ens baby ikke fungerer i det daglige er meget vigtig for mig. Jeg er selv mor til 5 børn. Og har haft både forstopelse, øre problemer og eksem, inde på livet. Min yngste søn kunne endda ud af den blå luft lige pludseligt holde op med at trække vejret… Det er noget, der virkelig sparker til følelsen af at være en dårlig mor – en følelse ingen bør gå rundt med, da vi jo alle gør det så godt vi kan med det vi nu har i vores rygsæk. For mig var det ikke “sygdommene” der var det var det største problem, For mig var, og er, det den afmagt jeg føler, når jeg prøver alt og intet hjalp. Afmagten over intet at kunne gøre…Følelsen af ikke at slå til… Ikke at være en god mor. Den følelse opstod ofte, når min datter pga af ondt i ørererne, om natten, bare græd og græd og intet hjalp Hvor jeg var grædefærdig og bare havde lyst til at smide hende ud af vinduet. Hvor jeg blev uvenner med min bedre halvdel, fordi heller ikke han kunne få den lille…Undskyld jeg siger det “møgunge” til at tie stille. JO, jeg elsker hende over alt, men det var svært, at rumme gråden, når den bare blev ved, ved og ved. OG det var svært, at rumme følelsen af ikke at slå til som mor…Ikke at være perfekt…ikke at vide, hvad man nu skulle gøre og hvor man skulle gå hen. Så ja, jeg har prøvet, at stå med et barn, der bare græder og græder. Og lige gyldigt hvad man gør så virker det ikke. Det er nogle af de følelser jeg tør TA’ fat i. Og HUSK du er ikke en dårlig mor fordi dit barn græder. Du mangler bare redskaberne til at håndtere det, når du har et barn med ondt i maven eller et barn der græder 24/7. Derfor har jeg i gennem lang tid arbejdet meget med det at finde en løsningen på, hvordan man overlever, som mor, far og familie og hvordan man kommer igennem det at have en baby med ondt i maven, der bare græder 24/7 Hvordan man hjælper sin baby, så den bliver mere tryg, har mindre ondt og hvordan man som mor, overlever og hvordan man overlever som familie og par
